Verden har brug for nye religioner

I skyggen af den globale klimakrise opfordrer flere og flere til grundlæggende mentalitetsændringer, og det er ikke utænkeligt, at vi i dag befinder os i begyndelsen af en grøn revolution af verdens religioner.

Av Jens-André P. Herbener, samfunnskritisk dansk religionsviter, skribent og forfatter

I det omfang, man kan generalisere ud fra de nomadiske jæger-samlere, man kender til, kan der peges på følgende: For det første tillægger de sjældent mennesket en ophøjet særstatus. Tværtimod er der i talrige tilfælde enten kun småforskelle eller flydende grænser mellem mennesker og dyr.

”Vores myter, religioner, filosofier og overbevisninger har svigtet os … Hvis vi skal overleve, har vi brug for en ny historie, en ny myte og en ny religion. Vi er nødt til at erstatte antropocentrisme med biocentrisme. Vi er nødt til at skabe en religion, der inkorporerer alle arter, og som etablerer naturen som hellig …”[i]

Ordene stammer fra Paul Watson, der er en af den radikale miljøaktivismes fædre. De er skrevet i skyggen af, at den globale miljø- og klimakrise bliver værre og værre, samtidig med at vi bliver flere og flere mennesker, hvortil kommer, at Vestens overforbrug breder sig mere og mere. Alt i alt en dødsensfarlig cocktail.

Ifølge Watson ligger problemernes mentalitetshistoriske rod i de herskende religioner, der på afgørende vis har været med til at bestemme vores menneskesyn og natursyn i dag: Dels ved at sætte menneskene før og over alt andet, dels ved at afsakralisere naturen. Begge dele har bidraget til at give menneskene storhedsvanvid på bekostning af resten af naturen, et storhedsvanvid, der som bekendt kan ramme os som en boomerang i form af et klimatiskøkologisk ragnarok.

Men hvad var der da før de store religioner, der har præget verden i de sidste mange århundreder, især kristendom, islam og buddhisme? Lad os begynde med at kaste et blik på nomadiske jæger-samler-kulturer, der ikke blot er verdenshistoriens ældste, men også de suverænt længstvarende og mest stabile kulturformer.

Der er imidlertid et par centrale aspekter fra de nomadiske jæger-samler-kulturer, der bliver videreført i agerbrugskulturerne i årtusinder: Dels viderefører man jæger-samlernes fundamentalt positive syn på verden. Der er således intet ønske om at forsage den til fordel for et transcendent himmerige.

Nomadiske jæger-samler-religioner

I det omfang, man kan generalisere ud fra de nomadiske jæger-samlere, man kender til, kan der peges på følgende: For det første tillægger de sjældent mennesket en ophøjet særstatus. Tværtimod er der i talrige tilfælde enten kun småforskelle eller flydende grænser mellem mennesker og dyr. F.eks. kan mennesker optræde som dyr, og dyr kan optræde som mennesker, og de kan kommunikere med hinanden, ja, i nogle tilfælde opfattes dyr som fundamentalt samme væsner som mennesker.

For det andet er deres kosmologi gerne monistisk og animistisk. Det vil sige, at f.eks. dyr, Solen, floder, sten, bjerge, Månen, træer og Jorden betragtes som (bolig for) guder, ånder og kraft. Konkret kan ikke blot dyr, men også alle mulige andre dele af naturen opfattes som levende, personlige og selvstændige væsner, der kan danne samfund og kulturer ligesom menneskene. Ofte betragter man også disse væsner og mennesker som slægtninge.

For det tredje er der ofte knyttet forskellige tabuer, forpligtelser og restriktioner til omgangen med væsnerne i naturen. Tænk f.eks. på Dyrenes Hersker, der er en af de mest udbredte guddomstyper blandt jægere og samlere. Dyrenes Hersker har den dobbeltfunktion at være jægernes hjælper og byttedyrenes beskytter på samme tid.

På den ene side hjælper den menneskene med at finde byttedyrene, eller også sørger guden for, at dyrene overgiver sig frivilligt til menneskene. På den anden side er hjælpen betinget af, at menneskene udviser den rette, respektfulde omgang med byttedyrene. F.eks. er al dyremishandling og unødvendig jagt forbudt, og menneskene skal dele alt kød med hinanden. Især knoglerne fra det døde dyr skal gemmes omhyggeligt – ligesom knoglerne fra Thors bukke – for det er herfra, de kommende byttedyr genskabes. Hvis jægerne ikke behandler byttedyret på rette vis, straffer Dyrenes Hersker dem, f.eks. ved at holde byttedyrene tilbage eller slå jægerne med sygdom.

Med andre ord: Hvor vi i dag opfatter vild natur som et dødt objekt, der kan udraderes efter forgodtbefindende, var den for nomadiske jæger-samlere hyppigt hjemsted for levende subjekter, der skulle respekteres eller frygtes.

Dels opstår eskatologiske forestillinger om, at denne verden er på vej mod et definitivt eksistensophør. Dels begynder religion nogle steder at skifte status fra at være udpræget lokalt orienteret til at være eksplicit universel. Undertiden kombineres det hele med, at mennesket tillægges en enestående og ophøjet særstatus.

For det fjerde er nomadiske jæger-samler-kulturer udpræget lokale. Det indebærer, at deres myter, guder, ånder og ritualer er bundet til specifikke steder, f.eks. et særligt landområde, en bestemt kilde, et stort træ, et højt bjerg osv. Og de har ingen intention om at missionere og omvende fremmede mennesker til deres levemåder. Desuden er deres kulturer økologisk specifikt tilpasset de regioner, hvori de lever.

Endelig har nomadiske jæger-samlere normalt ingen forestillinger om, at den aktuelle verden skal kollapse uigenkaldeligt eller noget ønske om at forsage og undslippe den til for et hinsidigt paradis. Når man dertil lægger, at jæger-samlerne var få, havde rudimentær teknologi og næsten intet akkumulerede, kan det ikke undre, at de har været den økologisk mest hensigtsmæssige kulturform i historien.

Man skal dog ikke romantisere dem, skal det understreges. Der kan nævnes eksempler på, at de har stået bag lokal og regional artsudryddelse, og nogle vil tillige give dem en stor del af skylden for udryddelsen af megafauna (f.eks. mammutter og uldhårede næsehorn) for 50.000 til 10.000 år siden, også selv om det ikke kan bevises.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at nomadiske jæger-samler kulturer ofte langt snarere fremmer en symbiose med og beskyttelse af naturen end en adskillelse fra og dominans over den. Dette til forskel fra agerbrugskulturer, der alt andet lige repræsenterer et større overgreb på og indgreb i vild natur.

Men hvad har alt dette at gøre med verden anno 2019, vil nogen måske spørge? Svaret er for det første, at vi i første årtusind f.v.t. finder nogle af de vigtigste mentalitetshistoriske spirer til den globale klimakrise i dag: Afsakraliseringen af naturen som en af de afgørende betingelser for at udnytte den skånselsløst.

Tidlige agerbrugsreligioner

Opfindelsen af agerbruget for 11.000 år siden indleder en økologisk og kulturhistorisk revolution. Dels begynder menneskene på en stadig mere omfattende destruktion af vild natur, dels afløser fastboende agerbrugere i stadig stigende grad de nomadiske jæger-samlere. Dermed indleder menneskene et skift til en fundamentalt anden livsform end tidligere.

Med disse spektakulære omvæltninger begynder også nye religiøse fænomener at spire frem. Eller sagt på en anden måde: Religion som et separat felt i samfundet begynder at gøre sig gældende. Nogle af de vigtigste karakteristika er følgende:

For det første begynder man at bygge templer. For det andet fremstår præsteklasser og kultpersonale, der bl.a. varetager ofre. For det tredje opstår polyteistiske systemer med guder og gudinder, der har særlige specialeområder (f.eks. for frugtbarhed, smedekunst og krig). For det fjerde bliver guder mere og mere antropomorfe, formentlig en afspejling af, at menneskene med agerbruget kommer til at indtage en stadig mere fremtrædende position på bekostning af resten af naturen.

For det femte vokser afstanden og skellet internt mellem mennesker, og hierarkiserede klassesamfund opstår, ofte med magtfulde, sakrale konger i toppen. For det sjette vokser afstanden mellem mennesker og guder, jf. f.eks. uddrivelsen af Adam og Eva fra Jahve i Edens have. For det syvende kommer domesticerede planters og dyrs frugtbarhed ikke overraskende til at spille en central rolle i agerbrugskulturernes kult.

Hvor 1. aksetid indledte en afsakralisering af verden, har 2. aksetid indledt en resakralisering. Hvor 1. aksetid repræsenterede en verdensskeptisk grundholdning, repræsenterer 2. aksetid en verdenspositiv grundholdning.

Der er imidlertid et par centrale aspekter fra de nomadiske jæger-samler-kulturer, der bliver videreført i agerbrugskulturerne i årtusinder: Dels viderefører man jæger-samlernes fundamentalt positive syn på verden. Der er således intet ønske om at forsage den til fordel for et transcendent himmerige. Der er heller ikke forestillinger om, at denne verden engang skal gå endegyldigt under.

Dels viderefører man i større eller mindre grad jæger-samlernes animisme, altså forestillingerne om, at guder og ånder er en iboende del af eller i det mindste nært knyttet til dele af verden. Nogle eksempler:

For det første kan nævnes guder og gudinder, der identificeres med afgrøder og husdyr og / eller er særligt ansvarlige for deres frugtbarhed. Fra Romerriget kan nævnes Ceres, der inkarnerede kornets vækst. Fra oldtidens Ægypten kan nævnes guden Osiris, hvis liv og død personificerede agerbrugsårets faser. Fra det gamle Grækenland kan nævnes vinguden Dionysos og korngudinden Demeter. Fra Peru kan nævnes gudinderne Majsens Moder og Kartoflens Moder.

For det andet er det stærkt udbredt, at guder og gudinder identificeres med og / eller er særligt ansvarlige for dele af kosmos og diverse naturkræfter. Fra Mesopotamien kan nævnes himmelguden Anu, vindens gud Enlil og solguden Shamash. Fra Romerriget kan nævnes Jupiter, der var himmel- og tordengud. og Tellus Mater, der var en moderjordgudinde. Fra oldtidens Ægypten kan nævnes himmelgudinden Nut, jordguden Geb og solguden Re. Fra det gamle Grækenland kan nævnes Zeus, der var gud for storm, torden og lynild, Poseidon, der var havets gud, og den personificerede naturgud Pan.

Endelig er der fortsat et hav af eksempler på gudevæsner, der bliver identificeret med eller nært knyttet til f.eks. træer, bjerge, kilder, skove, floder, lunde og diverse dyr. I det gamle Grækenland var det en udbredt opfattelse, at der boede mindre gudevæsner i naturen, f.eks. bjerge, træer, kilder og floder. Artemis var jagtens gudinde, der krævede, at menneskene behandlede de vilde dyr med respekt og varsomhed. Oliventræer var nært knyttet til Athena, piletræer til Hera, egetræer til Zeus, og fyrretræer til Pan, og derfor blev disse træer opfattet som hellige.

Dertil kan nævnes et stort antal hellige lunde, der er de ældste helligdomme i det gamle Grækenland. Her dyrkede man guder og andre væsner. Nogle lunde var små og indeholdt blot enkelte træer; andre kunne omfatte mange kvadratkilometre. Desuden var der knyttet en række tabuer til dem; f.eks. var det forbudt at fælde træer, ja, ikke engang gammelt vissent træ måtte fjernes. Desuden var jagt forbudt.

I Romerriget mente man også, at naturen var fuld af gudevæsner, og af samme årsag mente man at kunne tyde de overmenneskelige magters vilje ved at studere forskellige naturfænomener, ikke mindst dyr. F.eks. var ugler nært forbundet med Minerva, ørne med Jupiter, hjorte med Diana, myrer med Ceres, gæs med Juno og delfiner med Neptun.

Ovenstående eksempler er blot en mikroskopisk smagsprøve på det overflødighedshorn af animistiske forestillinger, man finder i ældgamle agerbrugskulturer verden over. Konklusionen ligger lige for:

På trods af, at menneskene med de ekspanderende agerbrugssamfund i stigende grad gør sig til herskere over naturen, opfattes gudevæsner ofte stadig som immanente i kosmos eller som afgørende knyttet hertil. Verden – eller dele af den – betragtes fortsat som hellig og levende, og omgangen med den er fortsat i mange tilfælde forbundet med respekt og varsomhed. Som den verdensberømte religionshistoriker Mircea Eliade (1907-1986) engang skrev, levede både nomadiske jæger-samlere og tidlige fastboende agerbrugere i ”et helligt kosmos”.[ii]

Selv om miljøbevidste tilhængere af de store religioner opfordrer til at drage langt mere omsorg for naturen end hidtil, opfatter de fleste fortsat mennesket som et væsen, der står over og som er grundforskelligt fra andre dyr.

Fremkomsten af verdensskeptiske religioner: 1. aksetid

I løbet af 1. årtusind f.v.t. indtræffer en religionshistorisk revolution. Med vidtrækkende konsekvenser. Nogle kalder denne periode for aksetiden, da den markerer et verdenshistorisk vendepunkt. Under alle vilkår indledes skelsættende forandringer i menneskenes holdning til denne verden.

Kort fortalt: Dels skifter verden (eksplicit eller implicit) hos en del status fra hellig til ikke-hellig. Det guddommelige bliver adskilt fra verden, der dermed bliver afsakraliseret. Dels bliver målet hos en del at undslippe verden til fordel for en ikke-jordisk, guddommelig frelse. Dels opstår eskatologiske forestillinger om, at denne verden er på vej mod et definitivt eksistensophør. Dels begynder religion nogle steder at skifte status fra at være udpræget lokalt orienteret til at være eksplicit universel. Undertiden kombineres det hele med, at mennesket tillægges en enestående og ophøjet særstatus.

De dominerende religioner i dag har – alle økologiske fremskridt til trods – endnu ikke for alvor gjort op med de træk, der efter meget at dømme udgør nogle af de væsentligste mulighedsbetingelser for den globale klimakrise i dag.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle nyskabelserne sjældent eller aldrig opstår inden for den samme kultur, ligesom de længe kan optræde side om side med langt ældre forestillinger. Nyskabelserne er kendetegnende for en religionshistorisk udvikling, der strækker sig fra i alt fald Indien over Iran og Israel til Grækenland, og som i det konkrete tilfælde altid har sin egne særegne træk, emfaser og nuancer. Nogle eksempler:

1) De dominerende former for jødedom og især kristendom og islam foretager ikke blot et revolutionært opgør med andre religioners guder til fordel for én, men også med deres uhyre udbredte animisme. Den monoteistiske gud – oftest kaldt Gud – har ganske vist skabt verden, men er selv adskilt fra den.

Som det f.eks. hedder i kristendommens ældste bøn: ”Fadervor, du som er i himlene”. Den dualisme mellem verden og det guddommelige, som denne monoteisme udbreder, kombineres med profetier om denne verdens undergang til fordel for et paradis for retfærdige og et helvede for syndere. En cyklisk verdensforståelse afløses af en lineær med Dommedag som kosmisk punktum.

I markante dele af især kristendommen får man i øvrigt bevægelser, der forsager verden. Endvidere ophøjes mennesket til at være det eneste væsen, der er skabt i den ene guds billede (jf. 1. Mosebog 1). Det indebærer bl.a., at mennesket har en guddommelig pligt til at herske over alle dyr og underlægge sig jorden og udbrede sig over den.

2) Markante dele af asiatiske religioner som hinduisme og buddhisme rummer stærkt verdensforsagende træk. Tilværelsen kan opfattes som en endeløs cyklus af fødsel, død og genfødsel (samsara), og den anses for gennemsyret af lidelse. Målet bliver derfor at undslippe det hele.

3) I Grækenland opstår forskellige filosofier. F.eks. platonisme, der dels indebærer en nedvurdering af den materielle verden til fordel for en ikke-materiel, evig verden, dels en opdeling af mennesket i en dødelig krop og en udødelig sjæl.

Nævnes skal tillige aristotelisk antropocentrisme, ifølge hvilken planter eksisterer for dyrenes skyld, og dyr eksisterer for menneskenes skyld. I kraft af sin særegne fornuft befinder mennesket sig øverst i det eksistentielle hierarki.

Flere eksempler på religiøse innovationer i det første årtusind f.v.t. kunne sagtens nævnes, men lad os stoppe her. Noget af det mest spektakulære er under alle vilkår, at denne verden mister værdi som hellig. Devalueringen af den kan ganske vist have forskellig karakter, men grundlæggende opstår for første gang i historien et negativt syn på verden.

Den bliver et så problematisk sted, at det ultimative mål med menneskelivet kommer til at ligge uden for denne verden. Man kan sige, at der i det første årtusind f.v.t. indledes et epokegørende skift fra verdenspositive til verdensskeptiske religionsformer.

Synet på mennesket undergår også vigtige forandringer. I logisk takt med agerbrugets omsiggribende ødelæggelse af vild natur og domesticering af dyr og planter såvel som fremkomsten af store imperier og byer samt flere og flere mennesker bliver mennesket tillagt større og større betydning.

I øvrigt har jeg ikke set tegn på, at de store religioner ikke fortsat betragter deres paradis, himmerige eller gudsrige som væsensforskelligt fra den aktuelle verden.

Fremkomsten af verdenspositive religioner: 2. aksetid

Men hvad har alt dette at gøre med verden anno 2019, vil nogen måske spørge? Svaret er for det første, at vi i første årtusind f.v.t. finder nogle af de vigtigste mentalitetshistoriske spirer til den globale klimakrise i dag: Afsakraliseringen af naturen som en af de afgørende betingelser for at udnytte den skånselsløst.

Svaret er for det andet, at den omsiggribende udbredelse af grøn religion og spiritualitet i dag – om det så er inden eller uden for de store religioner – kan opfattes som en aksetid nr. 2, nemlig en religiøs modrevolution til 1. aksetid.  I alt fald ud fra en ideologisk betragtning.

Hvor 1. aksetid indledte en afsakralisering af verden, har 2. aksetid indledt en resakralisering. Hvor 1. aksetid repræsenterede en verdensskeptisk grundholdning, repræsenterer 2. aksetid en verdenspositiv grundholdning.

Indtil videre synes de store religioner i højere grad at være en del af klimaproblemerne end løsningen af dem. Under alle vilkår findes der allerede i dag religioner, der opfatter naturen som hellig, i lighed med de verdenspositive religionsformer, som vi kender fra ældgamle jæger-samler- og agerbrugskulturer.

Med andre ord: Hvor 1. aksetid bl.a. indebar, at man for første gang i religionshistorien begyndte at vende sig bort fra denne verden, begynder religioner nu at vende sig mod den igen for alvor. Verden tillægges nu atter stor værdi i sig selv. Den bliver atter opfattet som hellig. Men nu bl.a. i den særlige betydning, at den skal beskyttes mod forurening og klimaforandringer. Det er naturligvis noget nyt religionshistorisk set.

Et væsentligt spørgsmål er, om det økologiske reformarbejde i store religioner som kristendom og islam pave Frans’ encyklika fra 2015 er det kendteste eksempel vil være nok til at transformere vores menneskesyn og natursyn, således at vi også begynder at handle grundlæggende anderledes end hidtil?

Selv om der er tale om prisværdige fremskridt, er der efter min mening lang vej endnu. De vigtigste årsager hertil er følgende: Selv om miljøbevidste tilhængere af de store religioner opfordrer til at drage langt mere omsorg for naturen end hidtil, opfatter de fleste fortsat mennesket som et væsen, der står over og som er grundforskelligt fra andre dyr.

F.eks. er det stadig sjældent, at nogen foreslår at begrænse den kolossale befolkningstilvækst eller at udvide næstekærligheden og frelsen til også at inkludere dyr. Som filosofen Arne Næss (1912-2009) har påpeget, viderefører den populære forvalterskabstanke desuden den arrogante forestilling om menneskets magtfulde særstatus, som vi kender fra Bibelen.

For det andet er der mellem få og ingen, der ophæver den udbredte dualisme mellem verden og det guddommelige. Ganske vist er der indtrængende opfordringer til at behandle naturen skånsomt som Guds gode gave, men den betragtes ikke som guddommelig i selv. Dét er kun Gud, og han står fortsat uden for og over verden. Han anses da også fortsat for udpræget universel og kan tilbedes overalt, måske netop fordi han ikke er knyttet til nogen specifik lokalitet eller noget specifikt naturfænomen.

I øvrigt har jeg ikke set tegn på, at de store religioner ikke fortsat betragter deres paradis, himmerige eller gudsrige som væsensforskelligt fra den aktuelle verden. For det tredje er der ingen, der har forkastet blot dele af deres helligskrifter, til trods for den antropocentrisme og dualisme mellem denne verden og det guddommelige, der gennemsyrer langt størstedelen af dem.

Endelig knytter miljøbevidste tilhængere af de store religioner ingen religiøse sanktioner til menneskers massevoldtægt af vild natur eller massemishandling af dyr på moderne landbrugsfabrikker. Med andre ord: De dominerende religioner i dag har – alle økologiske fremskridt til trods – endnu ikke for alvor gjort op med de træk, der efter meget at dømme udgør nogle af de væsentligste mulighedsbetingelser for den globale klimakrise i dag.

Spørgsmålet er da også, om det kan lade sig gøre uden at ændre religionerne til grunden? Indtil videre synes de store religioner i højere grad at være en del af klimaproblemerne end løsningen af dem. Under alle vilkår findes der allerede i dag religioner, der opfatter naturen som hellig, i lighed med de verdenspositive religionsformer, som vi kender fra ældgamle jæger-samler- og agerbrugskulturer.

Opfattelsen er især kendetegnende for følgende: En stor del af verdens tilbageværende indfødte folkeslag; nyhedenske religioner, der skønnes at være blandt de hurtigst voksende religiøse bevægelser i dag, f.eks. asatro, wicca og druider; den biocentriske dybdeøkologi, der allerede har inspireret talrige miljøaktivister verden over.

Generelt findes i dag mange naturspirituelle, der opfatter naturen som hellig og tillægger den selvstændig værdi: Lige fra gaianister, miljøaktivister, bjergklatrere, økofeminister, satanister og healere til soul-surfere, ayahuasca-drikkere, biodynamikere, havedyrkere, jægere og neoshamaner.

Mange forholder sig kritiske til de herskende religioner og ville givetvis kunne tilslutte sig disse ord af den navnkundige miljøanarkist og forfatter Edward Abbey (1927-1989):

”Dengang vi tog guderne ud af naturen, ud af bjergene og skovene omkring os og lavede alle disse små guder om til en stor gud i himlen et eller andet sted i det ydre rum, så begyndte menneskene, især europæerne, at rette deres opmærksomhed mod transcendente værdier, en transcendent guddom, der førte til en tilsvarende foragt for naturen og den verden, der giver os mad og underhold. (…) Enten er alt guddommeligt, eller intet er. Alt har del i den universelle guddommelighed – skorpionen og skovhamsteren, skarabæen og tissemyren. Selv mennesker. Alt eller intet.” [iii]

Om 2. aksetid rent faktisk vil få lige så stor betydning som 1. aksetid – blot med et modsat syn på verden – er det naturligvis for tidligt at sige noget om. Det må de kommende århundreder eller årtusinder vise. Men forværres den globale klimakrise markant – og det er der afgjort risiko for – så kan det ikke udelukkes, at grøn religion kommer til at dominere billedet i fremtiden, ja, medvirke til, at der overhovedet vil være en fremtid. I så fald befinder vi os i dag i begyndelsen af en grøn revolution af verdens religioner.

 

Relatert

Gi naturen rettigheter

Religion i sivilisasjonens undergang

Religion i sivilisasjonens undergang II – et optimistisk scenario

Naturen er hellig

Etter dypøkologi – den tredje bevegelse

Dypøkologien redux

 

Sluttnoter


[i] Watson, Paul. 2005. “Biocentric Religion – A Call for.” The Encyclopedia of Religion and Nature I, red. Bron Taylor, London & New York: Continuum, 177.

[ii] Eliade, Mircea. 1993. Helligt og profant: Om religionens væsen. Frederiksberg: Det Lille Forlag, 13.

[iii] Citeret fra Loeffler, Jack. 2005. “Abbey, Edward (1927-1989)”. Encyclopedia of Religion and Nature I, red. Bron Taylor, London & New York: Continuum, 4.