En henrettelse i Bergen

Av John Paulsen (1851-1924), skrevet i 1876

Fra det tidligste Morgengry, medens det endnu var halvmørkt, begyndte Folkevandringen udover til Exekutionsstedet paa ‘Nordnæs’. Ældgamle hexeagtige paa Stokke humpende Koner med tændte Lygter i Haanden, ‘Signekjærringer’, der vilde have fat i den Dødes Blod for dermed at gjøre Underkure, vaklende, affældige Mænd, sælsomme Væsner, der ellers aldrig viser sig for Dagens Lys, og hvis ydre og Dragt henviser dem til Fattighuset, Hospitalet eller Bordellet, var de Første, der med megen Iver indfandt sig.

Maaske frygtede de for, at senere hen skulde de ingen Plads finde til sig og sine Krykker, eller finder Udsigten spærret til det blodige Folkeskuespil, som nu Guskjelov i 50 Aar ej har været opført i Bergen. Derfor maatte de være om sig i tide, ligesom man ved et sjelden Theaterforestilling, hvor Alverden strømmer til, indfinder sig længe før det berammede Klokkeslet.

Senere, da det lysnede noget, kom et stort, larmende Optog af Arbeidere, Sjovere, Læredrænge, Gadegutter, Tjenestejenter, Kurvekoner, offentlige Fruetimmer, kort sagt den laveste Almue, isprængt med megen Pøbel. Man opdagede i denne Flok de ejendommeligste Dragter, de besynderligste Fysiognomier, udprægede Kjæltring- og Idiotfjæs, rige studier for en Lavater….»

«Næste Morgen fandtes Wallins Grav halvt skjult af Blomster, sjeldne og kostbare nu ved Vintertid. Sortklædte tæt tilslørede Damer, efter Sigende af den bedre Stand, havde om Natten listet seg derop til den fjerne, ¼ Mil fra bergen beliggende Kirkegaard for at nedlæge disse Blomster som Bevis paa deres Sorg og Sympathi. Ved denne offentlige, opsigtsvækkende Henrettelse havde Øvrigheden altsaa kun udrettet, at Publikum paa en almindelig Forbryders Pande satte – en Martyr-Krans.

Kilde: Statsarkivet i Bergen

 

Relatert

Parsifal

Tors ferd til Utgard-Loke

Ode til essayet – tileigna Georg Johannesen

Hymne til Ishtar